Send digte

Vi tager ikke mod flere indsendte digte. Grundet andre projekter og for at skabe en mere stringent linje, har vi valgt at lukke for denne funktion.

Læs mere her

Mvh
Redaktionen
Maj 2014

28 Responses to Send digte

M. Nielsen skriver:

3. april 2011 kl. 09:30

Der står: “Du kan også indsende et digt som en kommentar direkte på denne side(link). Så bliver det altså ikke nemmere”. Klikkes der på linket, få man blot denne besked:

Fejl 404 – Ikke fundet
Beklager, men siden, du ser efter, eksisterer ikke.

Så jo… Det KAN godt gøres nemmere!
Redaktionen skriver:

3. april 2011 kl. 20:41

UPS….
Den var ikke så god. Det beklager vi.
Der ligger vist et gammelt link til en side med lyndigte, hvor vi havde den nævnte feature. Desværre fungerede det ikke, så digtene endte med at ryge i den store cyberspace-skraldespand.
Men tak for tippet. Linket vil blive fjernet snarest.

Vi beklager ulejligheden.
Mvh
Redaktionen
Keld Midtgaard skriver:

1. april 2012 kl. 18:53

Opsang til en ven

30.7.2009

Øjne så blanke og slørede
forkrøblede ben der vaklede
til stedse, jorden måtte fare op
dulmet bort til døve ører
knuste drømme af tåge
kliren af tomme flasker
syrede sind af bitterhed
uværdige kvinde hvad
gør du ved dig selv,
kys dog livet du har det endnu !..
Keld Midtgaard skriver:

1. april 2012 kl. 19:02

Sindets kroge.
13.5.2008

Du med en dom i
psykiatriens navle,
tit og ofte en dom
der får den ramte
til virkelig at
kravle, hvide kitlers
ord om medicin
og diagnoser,
fixeringsdomme i
lærdommens tomme kroge
hvor handling er
din eneste magt,
ulidelige angst for ord
du netop skulle have sagt.

Afmagts domme
i fordums tid,
råb om bliv
eller skrid,
hvor ingen
så dig komme,
tømte liv
forladte og tomme,
låste skæbner der
ikke altid gjorde godt,
hvor kan titler til
tider handle småt.

Tænker du hvide
kittel på den
dømtes skæbne
efter din dom,
foregår fremtid
også der hvor
din uddannelse
og indsigt er
fuldstændig tom,
og hvorfor handle
med noget man
intet ved om,
lærdommens spind,
umulige ord i galop,
hvornår bør
man sige stop?

Læste du den ramtes
journal inden din dom,
eller var der noget
du intet vidste om,
hvad er det vi
gør mod hverandre,
fornedret blev et menneske
der ikke var dig,
men blot andre,
er det så hvad der
giver ro i din sjæl,
vi lader den hvide
kittel sove trygt
på sit leje mens
kroppe står bundet
til sindets pæl uden
frit at kunne vandre,
det var heldigvis ikke dig
men hvad du gjorde mod andre.
Keld Midtgaard skriver:

1. april 2012 kl. 19:08

Livets oprørte sø.
14.5.2008

Livet er som at
sejle et skib
i en oprørt sø,
alle har vi troen,
men ingen viden om
hvornår håbet vil dø,
du kan drukne hvis
du ikke kan svømme,
alt bliver afgjort
af din kærlighed
til livet og din
kraft til at dømme.

Kærligheden og modet
på livets oprørte sø
er kræfter der
kan vågne og dø,
alle har vi det vi
elsker i vore tanker,
og nogle med kærlighed
der aldrig smed et anker,
kærlighed der ikke ville dø,
trods bølgernes sprøjt på
livets oprørte sø.

Hård er den kærlighed
du gang på gang
har været ved at
miste grundet havgus
i menneskers sind
hvorom du intet vidste,
ting der aldrig
kom til veje,
dit sinds hemmeligheder
kan kun du eje.

Hvad tænker du
”jomfru mø” vil du
endnu en gang med
på livets oprørte sø
sætte dig ud over de
høje hvide bølgers sprøjt,
at være kaptajn på
livet kan være drøjt.

Fofatterkommentarer til digtet
Hvor lidt forudsigeligt livet egentlig er og hvilke kræfter man kommer op i mod, hændelser der ændre alt, “jomfru mø” er et skib der holder alle oven vande så længe det varer.
Keld Midtgaard skriver:

9. maj 2012 kl. 20:52

Bare sort
18.1.2009

Sorte timer fødes
medicinsk langsomlighed
Dage gennem tonet glas
bivirkninger stagnerer
mørke sky som skumring
er der lys et sted
borte er den mindste stråle
livets horisont atter på rov
Find dog lyset
er kontakten tændt?
“år er gået” evige tid!..
Keld Midtgaard skriver:

9. maj 2012 kl. 21:04

Måske dig
13.2.2009
Borte i en underfundig drøm
ting der ikke var
det de burde
tovtrækkeri med
psykosens uendelige magt
sjælen der ikke
rører sandhedens væsen
et bagland af beskyldninger.

En helbredelse dæmrer
mørke dæmoner går bort
forklaringer tårner sig op
luft der skal renses i
fornuftens klare lys
samvittigheds sorte
smuds drives
af hvide skyer
først da kan livet leves.

(depression)
Keld Midtgaard skriver:

9. maj 2012 kl. 21:11

Sommertid
17.3.2009

Sommerdyd ved karteloggers facade
store ord af fryd
vand der hvisler af
bortkastet tåge
varme fortove og skygger
solens dans på himlen
dage der dulmer livets begær
fugle med ny opdaget glæde,
leg opstår i træernes kroner
møde mellem mænd og unge kvinder
brunet hud af skind og stråler
nye leger i moders skød
cyklus sendes vider til små nye
soler gir plads for endnu en byge.
Keld Midtgaard skriver:

9. maj 2012 kl. 21:20

En lun tid
24.6.2009

Sommertid
morgendug på
svedne enge
ung snak ved kiosken
romance et sted derude
hjerter der brænder
sammen.
Sommertid
sondrer med brune folk –
billeder på kroppe
luftes, vinden ofrer det
sidste lune pust af historier
om somre der var,
driver med skumfødte bølger
i et hav langt herfra.
Keld Midtgaard skriver:

9. maj 2012 kl. 21:24

Puslespillet
5.7.2009

Blottet lys over enge
evige svar på livets gåder
det der aldrig blev sagt
fordums tider går i spåner
deles mens mødre dåner
vinde i havenes skum
fædre til nye genrationer
andet køn fostres i mødres skød
borte er lidenskaben med sin glød
blade går til jorden fra træernes grene
smålig skønhed fra natur
dage lænses og bliver borte,
hjertetider så ganske korte.
Keld Midtgaard skriver:

9. maj 2012 kl. 21:31

Skæbne
19.7.2009

Menneskesjæl forpint af ting
du tror, skyld
forpester din dag
drømme på et levende sted
hvor du ikke kan slippe
bundet er du af en forkvaklet tro
at din virkelighed er som andres
psykotiske krop klæbet til en pæl
hårde midler er din vej
en kærlighed i mistro er dit lod
skæbne rammer med en giftig brod.
Redaktionen skriver:

10. maj 2012 kl. 08:28

Kære Keld (og andre, der gerne vil have offentliggjort deres digte på Forfatterstemmer).
Først og fremmst: Tak for de mange digte.
Vi vil dog foretrække at modtage digtene i lydform, da sitet jo som bekendt hedder forfatter-STEMMER og er baseret på den lydlige side af digtene såvel som det skrevne ord.
Vi ser derfor gerne, at I sender digtene til os sådan som det fremgår af beskrivelsen øverst på denne side.
Vi vil meget gerne modtage og offentliggøre digte, så længe der er tale om seriøst materiale, men vi vil altså helst gøre det på en måde, så alle får lydsiden med. Under forsiden/optag god lyd kan man finde nogle links til programmer, der gør det muligt at optage sine digte. Under “essays” kan man finde tips til gode oplæsninger.
Så det er bare med at komme i gang. Vi venter spændt.
Hvis der er spørgsmål til digtoplæsninger, software til optagelse af lyd eller andet, så vil vi meget gerne svare så godt vi kan, så bare skriv spørgsmålene i kommentarfelterne på de mest passende sider, så skal vi gøre vores bedste for at hjælpe.

Med venlig hilsen
Redaktionen
Nicolai Geronimo skriver:

8. juni 2012 kl. 12:09

Født til at leve en enkelt dag,
Og være der hvor intet andet væsen er.
Leve af andres efter laden skaber.
Bare svæve i luften, og forsvinde på et bestemt tidspunkt
Farvel favre verden.
Sådan er kærlighed er livet for en døgnflue
/Nicolai Geronimo
Jakob Lykke Jensen skriver:

9. januar 2013 kl. 00:00

Hej! Jeg overvejer at sende et (eller måske flere, hvis muligt) digte ind til jeres hjemmeside. Men da jeg nok bliver nødt til at optage dem med en smartphone, så kan de vist kun lægges ud i .m4a format. Er det ok, eller skal det absolut være en mp3? Jeg tror det format er kompatibelt med de fleste ting…

Mvh. Jakob
Redaktionen skriver:

9. januar 2013 kl. 13:00

Hej Jakob.
Vi glæder os til at høre fra dig…
Vi modtager helst i mp3-format, da vi så er helt sikre på, at det fungerer (næsten) alle steder.
Der er en del gratis konverteringsprogrammer at finde på nettet, hvor du kan lave dine lydfiler om til mp3.
Du kan f.eks. prøve her: http://www.maniactools.com/soft/m4a-to-mp3-converter/
Jakob Lykke Jensen skriver:

12. januar 2013 kl. 10:42

Okay, mange tak!
Jeg vil inden længe forsøge at optage det og konvertere det til mp3. Jeg håber det virker og glæder mig til at prøve!
Martin skriver:

30. januar 2013 kl. 22:41

Hey forfatterstemmer.
Får jeg svar på, hvis jeg har sendt et digt ind til jer, og i enten vælger at poste eller ikke at poste digtet?
Redaktionen skriver:

31. januar 2013 kl. 16:18

Hej Martin

Ja, og vi lægger snart dit digt på:-)

Kh redaktionen
Thomas C skriver:

8. juni 2013 kl. 15:22

5 små digte

Når solen står op over verden
og skinner ned på dig
Så glemmer du hele smerten
som at gå på en stille vej

Vi ses måske aldrig mere
Men over dig vil jeg være altid
Følge dig i tykt og tyndt
bare kig op og vis mig dit ansigt

Græd ikke over at jeg nu skal væk
Men tænk i stedet sådan
Hvis jeg nu dit hjerte fik
Vil jeg altid passe på den

Livet kan være ensomt og trist
med mange mørke dage
Råbe og skrige til nær og fjern
men til ensomheden kan man ikke klage!

Et fnug blev til et træ en stormende november morgen
ondt i armene du også fik
Men det grønne egetræ vil altid have det sådan!
Nicolai Schou skriver:

18. oktober 2013 kl. 13:05

Det er nytteløst.
Stilheden er et bevis på larmen,
den evige, øredøvende støj,
der er i alle forstyrrelser.
Øjet ser det – bjerget, floden, blomsterne –
men er det et bevis på eksistens eller forsvinden?

Det er nytteløst.
Kemien, der har sammensat øjet og dermed synet,
reflekterer konstant over sin egen tilblivelse, udvikling –
den har altid været der,
men som når øjet går glip af et syn,
har videnskaben ikke altid,
været sig bevidst om sin eksistens.
Den har altid eksisteret,
men har den eksisteret,
hvis den ikke har været opdaget,
hvis den ikke har været set?

Det er nytteløst.
Sjælen og synet ser samtidigt de samme ting,
men opfatter forskelligt.
måske er det tidens tendens
at svæve i vildfarelse,
i konstant årvågenhed overfor en
mere eller mindre konkret eller ukonkret
begivenhed, hændelse, et bevis, bekræftelse på,
at det verdenssyn, man har haft, stemmer overens
med det verdenssyn, der ligger nærmest sandheden.

Det er nytteløst.
Vi søger sandheden –
vi søger at kende den mening,
som vi alle mener at kende
ustandseligt slås vi for at
tillægge, fralægge, underlægge, nedlægge
mening – betydning – over alt det,
der måske, når alt til sidst er bevist,
når alt er gået op i en højere enhed,
ikke har nogen anden mening,
end den vi selv tillægger.

Det er nytteløst.
Jeanette G. skriver:

18. august 2014 kl. 21:19

Update eventyr

Prinsessen lever i et stille kaos
med forskruet ekko af det, der aldrig bliver sagt,
på en overfladisk stenfri vej står hun uden jord under neglene,
“de farer i overteknologi rundt i færd med at være hinandens kræftceller”
bag tonede ruder skriger hun i lydisolerede vægge,
prinsen hun mødte før var ikke en prins
prinser og prinsesser,
pinsler i finesser
eventyr har lykkelig slutning
eventyr er fiktion
SaxyBeast skriver:

21. april 2015 kl. 09:18

Dine øjne funkler som stjernes skær
Jeg kigger på en stær
Jeg troede det var dig, men det var en fugl
Så nu skal jeg hjem og holde jul
Jeg har ingen gaver
Men massere af slaver
I min kælder
Får du gæller
Du er død som en mus
Jeg har lige brændt mit hus
Fuck
jeg er en dromedar
Anonym skriver:

16. april 2016 kl. 00:41

Jeg hader mig selv for at være flov
Jeg hader mig selv for at være kedelig
Jeg hader mig selv for at være dum
Jeg hader mig selv for ikke at have facit
Jeg hader mig selv for ikke at leve
Jeg hader mig selv for at vælge fra
Jeg hader mig selv for at hade
Jeg hader mig selv for at lyve
Jeg hader mig selv for at elske
Jeg hader mig selv for ikke at prøve
Jeg hader mig selv for at prøve
Jeg hader mig selv for ikke at elske mig selv

Mest af alt hader jeg mig selv fordi
Fordi fordi fordi
Fordi jeg ikke ved

Jeg væmmes ved min usikkerhed
Jeg væmmes ved min undskyldning
Jeg væmmes ved min misundelse
Jeg væmmes ved at græde nu
Jeg væmmes ved at væmmes ved andre
Jeg væmmes ved mig selv for at være bedst
Gør jeg?
Jeg væmmes ved ikke at række hånden ud
Jeg væmmes ved at lade som om
For mig. For andre.

Mest af alt væmmes jeg ved mig selv fordi
Fordi fordi fordi
fordi jeg elsker mig

Jeg elsker mig selv for at være god ved andre
løgn
Jeg elsker mig selv for at være sjov
løgn
Jeg elsker mig selv for at være spontan
løgn
Jeg elsker mig selv for at være begavet
løgn
Jeg elsker mig selv for at være smuk
løgn
Jeg elsker mig selv med viden om, at jeg kan klare det
klare hvad?
Livet er hårdt.
Så hårdt?

Mest af alt elsker jeg mig selv for at elske mig selv
løgn

Mest af alt hader mig selv for ikke at være mig selv

Når jeg er mig selv, elsker jeg min usikkerhed
Når jeg er mig selv, frydes jeg ved min selvsikkerhed
Når jeg er mig selv, elsker jeg min spontanitet
Når jeg er mig selv, elsker jeg uvisheden
Når jeg er mig selv, elsker jeg min åbenhed
Når jeg er mig selv, elsker jeg min humor
Når jeg er mig selv, elsker jeg andre

Når jeg er mig selv, er jeg foruden dig.
Foruden dig elsker jeg alt.
Foruden dig væmmes jeg ikke.
Foruden dig er der ikke flere løgne.
Uden dig er verden farverig.
Med dig er verden alt andet end symfoni.
Dette er ikke en kærlighedserklæring
For mest af alt, hader jeg dig
Dig der har et navn.
Du er det der ødelægger mig
Langsomt indefra. Langsommere end alt.
Forsøger at bryde ud.
Umuligt
Du er det der hurtigere end noget andet jævner mig med jorden
Langsomt udefra. Forsøger at bryde ind i mine aller dybeste og sårbareste kamre
ikke blot muligt, men en sikker vinder.
Ukendt skriver:

3. juni 2016 kl. 00:35

(Dette er mit første digt, ikke noget jeg før har gjort mig i, men ville alligevel lige prøve det, da vi har haft så meget om det i skolen. Det er mine tanker, så vil dog gerne være anonym, hehe)

Ét

Sovende går vi langsomt i takt
mod det endelige mål.
Uden at kende sidste akt
danner vi skjold af stål.
Sammen står vi uforstående på vagt,
hvor vi er bragt,
tilbagestående kun med de ord der blev sagt.
– Vi er ét –

Længsel efter viden danner en løsning,
kortvarigt kan vi glemme.
For en stund uden belastning
behøver vi ikke at klemme.
Sammen står vi hånd i hånd
som bundet fast med bånd
men tilbagestående uden ord og ånd.

En tåge af varsel spredes
De er på er vej.
Sværd og skjold forberedes,
og frem træder han bleg.
Uvidende går han imod,
da en brand opstod,
tilbagestående var han med glødende blod.

Ilden fanger ham,
da vi langsomt træder tilbage.
Han brander som et lam,
vi ser på for at behage.
I byen spredes lugten af blod,
og vi lever videre i armod,
tilbagestående har jeg nu forståelse.
Vi er ét –
Sune Hede Jørgensen skriver:

5. august 2017 kl. 22:07

Håb.

Jeg gav hende mit hjerte, til trods stjal hun det.
Kastede det højt i himlen.
Jeg fløj – Jeg faldt.

Jeg fandt det, fandt mit hjerte!
Der det ligger, fladt og forladt.
Min eneste skat, blot for kun en enkelt nat.

Pludselig stod hun her igen og fortalte om en ven.
Som hun havde set flyve, men falde ned igen.
Endnu en gang vil jeg synge min sang,
Råbe og skrige om den fantastiske pige.
Årene gik – frygt jeg fik.

Men mit hjerte havde vandret, vandret i tidens muldne mørke.
Tid vil aldrig vente, tiden jeg begravede i håb.
Håb om bedre tider – Håb om forståelse.
Forstå en håbløs romantiker.
Jeg faldt – Jeg fløj.
Natalie skriver:

4. april 2019 kl. 23:09

Midt i mørket lægger jeg
Helt stille og alene
Ingen ord at dele
Ingen at dele de ord med
Jeg bekymrer mig og tænker tanker
Tænker man ej deler
Stille nat hvor alt kan ske
Natten er min legeplads
Legepladsen hvor alt kan ske
Jeg kan alt i nattens drømme
Jeg kunne flyve hvis mine tanker fører mig den vej
Jeg kunne besejre alle og bestige bjerge
Jeg er nattens skygge
Nattens skygge der ser alt
Jeg drømmer mig væk
Væk til en dag hvor jeg er noget
Hvor jeg er en man der og ikke bare en der eksisterer
Man skal kæmpe for at være et menneske og ikke bare Eksistere som et nummer
Nattens drømme viser mig alt
Stille nat kun en enkelt lyd fra fuglene uden for
Stille nat din mørke stemme er stille
Nattens gader er trukket over os
mørkeblå med stjerner på
Gud har lagt tæppet på for natten er her
Klokken er mange
Stille nat vis mig mine styrker
Hvad kan jeg
Stille nat kan jeg drømme mig videre
Videre i livet stille sti
Morgen er lys og glad med fugle der pipper
Men natten er stille og tankevækkende
Martin Bødker skriver:

31. juli 2019 kl. 16:31

Håb i mørket.

”I dag er en sort dag. Jeg er døende, i krop og sind.
Jeg føler sejlene er hejst, men der er ingen vind.

Blæs igen på mig Danmark, giv mig tillid med på vej.
Hvis ikke du vidste det før, ved du nu; jeg elsker dig!

Når dine smukke værdier køles ned, ja så falmer du.
Fandtes der virkelig; chancer hos dig, kunne den godt bruges nu!

Med dit flag i hånden går jeg gennem ild og vand,
For dig gør jeg alt, bare vi husker alle mand!”

Martin Bødker 2019
GB skriver:

3. september 2019 kl. 21:15

1. Min krop og Caspar Eric,
Jeg drikker en kold Pepsi Max jeg har købt i den kiosk hvor jeg hentede et eksemplar af Nike, fordi jeg godt kan lide Caspar Eric’s poesi fordi han forstår hvordan det er at leve med en krop der har CP/ fysisk funktionsnedsættelse/ handicap og jeg tænker på at jeg egentlig stadig ikke er helt sikker på
Hvordan jeg synes det er rarest at folk omtaler min krop
Og på
At jeg ville ønske at nogen ville sige til mig at jeg faktisk er fuckable, og på hvor bange jeg bliver når det lykkes at skabe kontakt til et menneske der siger at det ikke gør dem spor at jeg har CP
Og de spørger hvordan jeg har sex og jeg siger at det kan jeg godt og at vi finder ud af det hen ad vejen og jeg tænker at jeg hader fordomme og jeg hader den overfladiske tankegang der gør
At vi aldrig mødtes fordi du sagde det var for besværligt at jeg skulle tage en taxa hjem til dig fordi jeg ikke kan gå distancen fra stationen og hjem til dig
Så jeg sad tilbage med en fornemmelse af uforløste følelser og energi
Selvom vi ikke kendte hinanden så godt endnu så håbede jeg alligevel at det kunne blive til noget lige til du sagde et nej er et nej og det må jeg kunne forstå
Et nej er et nej er et nej
Jeg venter stadig på ikke at føle savn
På at følelserne af at noget mangler forsvinder
Måske en dag..

2. Ordyoga.
Jeg vænner mig nok aldrig til at tiden nu er min
At jeg kan gøre hvad jeg vil når jeg vil
Måske fordi det lige nu ikke føles sådan.
Min krop gør ondt og jeg føler mig låst
Jeg gik for langt
Hvorfor bad jeg ikke en anden overtage gåturen med familiens firbenede væsen bare i dag?
Måske fordi jeg tænkte at svaret ville være nej
Eller fordi min samvittighed ikke ville have det siddende på sig
Jack kan så godt lide vores små ture
Og det kan jeg egentlig også
Lige i dag havde jeg bare noget medicin der også skulle hentes, jeg var ved at løbe tør og for at undgå stress hentede jeg det i dag, selvom jeg nok godt kunne have ventet nogle dage endnu, for at være helt ærlig havde det nok gjort den efterfølgende tur noget nemmere at komme igennem, eller havde det?
I går mødte jeg en gammel klassekammerat
Jeg bliver altid nervøs når jeg møder mennesker der kendte mit ´før´
Før kroppen blev strukket, presset vendt på vrangen, vredet væk fra den jeg var hen i mod noget andet og mere ægte. Måske er det også sådan jeg skal se smerten, som et udtryk for at jeg mærker min krops signaler helt råt, uden filter, når det stikker, prikker, når musklerne føles svævende, som en fornemmelse af allestedsnærværende ømhed, mere end noget andet, som følelsen af akut smerte mere end fornemmelsen af muskel og hud, og knogle, der strækker og bøjer, mens jeg trækker vejret og prøver ikke at fokusere på ,8andet end at jeg skal fra a til b og tilbage igen; nogle gange bliver jeg overmodig og kan næsten glemme hvor meget det kommer til at koste mig i dagene bagefter, fordi jeg bare vil frem, ud og over til der hvor tingene sker, fordi jeg vil se andet og mere end indersiden af min dyne, mærke andet underlag end madras ovenpå madras. Høre andre stemmer end min egen, andre tanker, det er nok derfor jeg læser så meget som jeg gør, fordi jeg når jeg ikke kan flytte mig fysisk må flytte mig i tankerne, fjerne mig fra det tunge, det grå og ensformige, fra væggene og mærket som jeg frygter kommer tættere og tættere på, hvis jeg kun er mig, i selskab med mit eget jeg. Det føles meget som om at mine tanker er hurtigere end min fysiske krop, som om at når først en tanke har slået sig ned, så slår den rod, den spreder sine rødder, flere tanker følger den første, og inden jeg for set mig om, er der et helt rodnet af tanker og følelser helt blandet sammen. Tungsind, mørke, udmattelse, kom nu krop (vil jeg skrige, for jeg er ikke i stand til at heppe på mig selv, på det her stadie.
Jeg skriger, for det meste lydløst, for det meste med ord og store bogstaver, det er min måde at komme af og ud med ting. Eller i hvert ud med, det der med at komme af med er sværere, det kræver at man giver slip og det kræver mere end én vejrtrækning, selv hvis man er god til at trække vejret heelt ned i maven, , det har jeg fået at vide at jeg er; god til at trække vejret, jeg ved ikke helt om det passer, anayway det her er ikke yoga, det er ord, mine ord er måske i virkeligheden min yoga, min mulighed for at mærke efter, komme ned i the gutter, alt det dirty shit der gemmer sig derinde i sindet

Send digte

28 Responses to Send digte

Skriv et svar