Sandkasser, skubber bjerge foran mig

Et digt af Iben Fog Staal.

Virker afspilleren ikke? Prøv at klikke pü dette direkte link til lydfilen.


SANDKASSER, SKUBBER BJERGE FORAN MIG

Usandsynlige skitser
spirer fra mit sinds lysegrønne
(eller er det lyserøde?)
eksukutivfunktionskamre

– mĂĽske udvikler jeg snart klove
af ren og skĂŚr stĂŚdighed; at kunne stĂĽ fast
er min største dyd
og skubbe bjerge foran mig mens jorden skurrer
kun mine fingerspidser berører flygtigt de
grove stenarter, der ikke som krystaller lyser, men
med al min magt erroderer landskabet og ligger det
øde som en sandkasse af kontrol
idealernes lige kanter og ensartede sandkorn
som var jeg bange for at fĂĽ sten i skoen, nej,
jeg ignorerer noget sĂĽdan hĂĽrdt og uforligneligt som stens eksistens
der findes kun sand, foran mig
en ørken af ønsker som mine barnefødder kan
forblive barnefødder i,
forbandet vĂŚre muligheden for hĂĽrd hud
og blødende knÌ

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. KrĂŚvede felter er markeret med *