Et digt af Iben Fog Staal.
Virker afspilleren ikke? Prøv at klikke på dette direkte link til lydfilen.
SANDKASSER, SKUBBER BJERGE FORAN MIG
Usandsynlige skitser
spirer fra mit sinds lysegrønne
(eller er det lyserøde?)
eksukutivfunktionskamre
– måske udvikler jeg snart klove
af ren og skær stædighed; at kunne stå fast
er min største dyd
og skubbe bjerge foran mig mens jorden skurrer
kun mine fingerspidser berører flygtigt de
grove stenarter, der ikke som krystaller lyser, men
med al min magt erroderer landskabet og ligger det
øde som en sandkasse af kontrol
idealernes lige kanter og ensartede sandkorn
som var jeg bange for at få sten i skoen, nej,
jeg ignorerer noget sådan hårdt og uforligneligt som stens eksistens
der findes kun sand, foran mig
en ørken af ønsker som mine barnefødder kan
forblive barnefødder i,
forbandet være muligheden for hård hud
og blødende knæ