Et digt af Iben Fog Staal.
Virker afspilleren ikke? Prøv at klikke på dette direkte link til lydfilen.
DET FØRSTE LANDSKAB
Jeg går i land i det første landskab
med en indbildt ledsager, måske kun en
skygge der følger mig i disen. Gråt i gråt
drivende som oversøisk sang
tænderskærende gråd
over min hud, den vandige kulde der kryber helt ind til knoglen
Mens jeg vandrer i det grå
kan jeg vælge at dvæle ved de golde former, den tavse horisont
de silende silhuetter.
Eller vende blikket mod vrangen
den glatte slimhinde i øjenlågets inderside
og drømmen om landet der endnu ikke er til:
i en krydsning af farverig erindring og gylden utopi
i hjertets endnu ikke udtørrede
mørkekamre
Her ligger bunker af brunt
affald og afkrængede, udtørrede hamme
på kanten af skakte
til underjordiske, transformatoriske kanaler
(Der er endnu ingen sammenhæng mellem det efterladte og det efter-
søgte)
Kun en samstemmende stilhed
en stumt syngende sorg over
øjets betændte tilstand
——
Hvis verden virkelig er til
er den til at se?
Hvis verden, er virkelig til
og er den til at høre?
Hvis verden virkelig er til
er den til at føle?
Hvis verden, er virkelig til
og er den til til at smage?
Hvis verden virkelig er til
er den til at lugte?
Hvis verden, er virkelig til
og kan den
erkendes?
Hvordan kender du den?
Er det smagen af størknet cement og lyden af støvet grammofon monotont i hak?
Er det lugten af et fortov i forfald og synet af store køretøjer der
kan skabe børn om til engle?
Er verden i gråt virkelig
eller er det længslen efter landet der endnu ikke er til?
——-
Kødet det trækker så dybe grænser mellem os to
vi er tættere på nærheden i tanken
vi er to børn på en vippe der skiftes
til at være oppe og nede, bringe den anden til vejrs med sin egen fulde vægt
utaknemmelige og tilfredse
legebørn
Alligevel anes der en flig af forbundethed
i den bløde grå masse, glimt af gensidighed, bevægelser
og viljen til at overskride lufttomme kløfter
i en form for forbindelse mellem sener og verdensstruktur
ikke som en spejling men som en overskridelse af alt som vi troede man kunne kalde for grænser
Hjernens fremkaldevæsker
vasker tavlen ren
i erindring