Edderkoppepoter

Et digt af Suzanne Brøgger
Tilbage til “Sløret”

Virker afspilleren ikke? Prøv at klikke pü dette direkte link til lydfilen.

EDDERKOPPEPOTER

Kulsort hĂĽr og hud som oliven.
Og hun sad pĂĽ sengen og lĂŚste
med en stemme som oliven.
Den kvinde kunne den kunst,
der kaldes ”edderkoppepoter”,
på det yderste, yderste, yderste –
med neglene.

Hun kunne vĂŚre lunefuld og hĂĽrd,
men det var ikke i gĂĽr.

Han kunne gøre med hende,
hvad han ville:
lĂĽne hende ud, leje hende ud
eller sĂŚlge hende.
eller sĂŚlge hende.
eller sĂŚlge hende.

Han hĂŚvede hĂĽnden til hug,
men med svĂŚrdet svingende over hovedet,
fortalte hun ufortrødent videre under sløret.
Under sløret.
Under sløret.
Under sløret.

Og hun fortalte om pigen og drengen,
der undrende lü pü efterürets løv,
mens regnen dryppede pĂĽ dem
mellem trĂŚerne.
Men det huede ikke herren at høre.
Han ville have mer, mer, mer
af det uhumske.

Men hun vidste,
at enhver der kom hende nĂŚr,
ville blive skadet for livet.

Hun strĂĽler og gĂĽr sin vej.
Hun skulle ikke i harem,
han ville have hende i have,
helt for sig selv.
Den har held – som dør forelsket.

Hun blev uddannet til en odalisk
der gav flodhestepisk,
og en haremsprinsesse til fryd og skrĂŚk.
Og slavinden skreg:

Det er ikke mig, der skal klĂŚde dig af,
det er dig, der skal klĂŚde mig af.
Det er ikke mig, der skal kysse dig,
det er dig, der skal kysse mig,
det er ikke dig, men mig,
ikke dig, men mig,
ikke dig, men mig.
Og han hĂŚvede svĂŚrdet og huggede hendes hoved af. (Ha ha ha)


Tilbage til “Sløret”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. KrĂŚvede felter er markeret med *