Et digt af Suzanne Brøgger
Tilbage til “Sløret”
Virker afspilleren ikke? Prøv at klikke på dette direkte link til lydfilen.
EDDERKOPPEPOTER
Kulsort hår og hud som oliven.
Og hun sad på sengen og læste
med en stemme som oliven.
Den kvinde kunne den kunst,
der kaldes ”edderkoppepoter”,
på det yderste, yderste, yderste –
med neglene.
Hun kunne være lunefuld og hård,
men det var ikke i går.
Han kunne gøre med hende,
hvad han ville:
låne hende ud, leje hende ud
eller sælge hende.
eller sælge hende.
eller sælge hende.
Han hævede hånden til hug,
men med sværdet svingende over hovedet,
fortalte hun ufortrødent videre under sløret.
Under sløret.
Under sløret.
Under sløret.
Og hun fortalte om pigen og drengen,
der undrende lå på efterårets løv,
mens regnen dryppede på dem
mellem træerne.
Men det huede ikke herren at høre.
Han ville have mer, mer, mer
af det uhumske.
Men hun vidste,
at enhver der kom hende nær,
ville blive skadet for livet.
Hun stråler og går sin vej.
Hun skulle ikke i harem,
han ville have hende i have,
helt for sig selv.
Den har held – som dør forelsket.
Hun blev uddannet til en odalisk
der gav flodhestepisk,
og en haremsprinsesse til fryd og skræk.
Og slavinden skreg:
Det er ikke mig, der skal klæde dig af,
det er dig, der skal klæde mig af.
Det er ikke mig, der skal kysse dig,
det er dig, der skal kysse mig,
det er ikke dig, men mig,
ikke dig, men mig,
ikke dig, men mig.
Og han hævede sværdet og huggede hendes hoved af. (Ha ha ha)