Et digt af Suzanne Brøgger
Tilbage til “Sløret”
Virker afspilleren ikke? Prøv at klikke på dette direkte link til lydfilen.
ODALISK
Hvordan heler jeg mit hjerte,
når det er stjålet?
Hun blev en odalisk der fik pisk.
Flodhestepisk.
En odalisk der fik pisk.
Flodhestepisk.
Jeg syede hans sorte jakke
for at få fred for hans hvide krop.
Vil du leve med os,
med Hajila, Nuba, Naksh,
månen, Myra, og mig,
vil du dele vores seng,
når tiden er inde?
Slavinderne var kun femten og tolv,
da de lå og grinede og græd hele dagen
og tænkte på hvor heldige de var
– som udvalgte –
og på alle de arme kvinder,
som ingen hård herre havde at holde sig til
og bare måtte passe sig selv
og sejle deres egen sølle sø.
Han er voksen, jeg er et barn.
Han er en mand, jeg er en mø.
Han er alt og jeg er intet.
Den der ser sig i spejlet og intet ser.
Og taler til spejlet, der aldrig svarer.
Kvæl mig ikke,
men bid i mine skuldre,
giv mig mærker,
så jeg ved,
at jeg var her.
Så jeg ved, at jeg var her.