Et digt af Suzanne Brøgger
Tilbage til “Sløret”
Virker afspilleren ikke? Prøv at klikke på dette direkte link til lydfilen.
HONNINGTUNGE
Hvor i verden hun end var,
ville hun altid høre til i hans hus.
Og han lagde en lapis lazuli ring i sit frieri,
ikke for at true eller tvinge,
men for at høre nye historier fra hendes mund
og mærke hånden der,
hvor han var aller ømmest.
Mærke den dér.
Mærke den dér.
Honningtunge.
Honningtunge,
honningtunge,
honningtunge.
Han hævede hånden til hug,
men med sværdet svingende over hovedet,
fortalte hun ufortrødent videre under sløret.
Under sløret.
Under sløret.
Under sløret.
Jeg siger det som solen, gult.
Er solen såret i himlens lunger?
Lad mig ikke ligge lig,
jeg vil synge,
når jeg skal dø.
Når jeg skal dø.