Honningtunge

Et digt af Suzanne Brøgger
Tilbage til “Sløret”

Virker afspilleren ikke? Prøv at klikke pü dette direkte link til lydfilen.

HONNINGTUNGE

Hvor i verden hun end var,
ville hun altid høre til i hans hus.
Og han lagde en lapis lazuli ring i sit frieri,
ikke for at true eller tvinge,
men for at høre nye historier fra hendes mund
og mĂŚrke hĂĽnden der,
hvor han var aller ømmest.
MĂŚrke den dĂŠr.
MĂŚrke den dĂŠr.

Honningtunge.
Honningtunge,
honningtunge,
honningtunge.

Han hĂŚvede hĂĽnden til hug,
men med svĂŚrdet svingende over hovedet,
fortalte hun ufortrødent videre under sløret.
Under sløret.
Under sløret.
Under sløret.

Jeg siger det som solen, gult.
Er solen sĂĽret i himlens lunger?

Lad mig ikke ligge lig,
jeg vil synge,
nür jeg skal dø.
Nür jeg skal dø.


Tilbage til “Sløret”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. KrĂŚvede felter er markeret med *