Et digt af Bjarke Kierkegaard Nielsen.
Virker afspilleren ikke? Prøv at klikke på dette direkte link til lydfilen.
Det er natten der bryder gennem dagen
det er sådan det altid har været, mørke der dominerer over lys
man kan lade som om man sover, men ikke som om, man er vågen
det er sådan det er
det er det
mørke i kegler, der lægger sig over kloden, mit hjerte
sådan cirka sådan er det
helt sikkert
man kan være sikker på meget uden at vide det
nogle er skråsikre, de ved intet
andre er bombesikre, der skal man passe på
The oldest trick in the book
få er afsikrede, de er som oftest bundet til en seng på sikringen
jeg er sikker på dette
mellem mennesket står et træ
ikke et træ fra Ryges persongalleri
”jow jow i 1938 plantet æ ow en træ”
men et træ er det dog
selv for denne nok så farveforvirrede personage
er det et træ
et brunt træ
med grønne blade
for det meste
det er ikke altid
tingene passer ind
det må man vænne sig til
vanens magt er stor
magtens vane er endnu større
træet har stor betydning
men ville dette være noget
hvis betydningen stod her _________
Ville det hele så ikke bare være et billede
og var jeg så ikke bare en klon af Roger Ballen eller Bjarke Regn Svendsen
Jeg er det jeg skriver mig ind i
En historie uden net
Blot disse ord fra panden om at jeg elsker dig
Og du har aldrig har set min refleksion
det er så smukt når din krop
drysser tøj over huden
en lyd der umuligt kan gengives
til du
springer frem
nøgen
af tøjet på gulvet
Det er som et kirketårn når en står nøgen der med tøjet for sine fødder
Så stod du så ensomt der ved landet af jeg og tabte dit tøj så majestætisk at jeg svimlede som en lille dreng der for første gang blødte på sit miniknæ. Jeg er dig alt for underlegen i kirketårnet, du er så hvid, jeg er i bedste fald en tone af grå, så svimler jeg og kan intet og lægger mig på sengen og tager dit billede for mig.
Det er så ”tag mig som jeg er’sk” som noget kan være
Mellem mennesket står et træ
Det er det jeg ved
Mellem os
Tror jeg
Det er
Du
Og jeg