Dybt i pelsen – et digt af Martin Birkmand
Dybt i Pelsen
Oppe på den havblå himmel
farves mørke dybe kanter,
som på et maleri med sveden ramme,
sveder regn til muldent pløre
på en baggrund sort som intet,
sitrer stjerners skær som prikker
og de danser, hopper, samles
midt i solen, eksploderer,
sprænger universets tomhed
der, som tomhed i en dråbe,
falder ned og dybt i pelsen
på en hund, der jagter katten
ind i krattet, ind et sted
i bevistheden;
du falder sammen;
ned på gulvet;
accepterer…
Din erkendelse er begrænset.