parkeringsplads.eng.hudafskrabninger – et digt af Mirian Due
parkeringsplads.eng.hudafskrabninger
Lige i udkanten af byen, tæt på skoven, tæt på engen, tæt på åen ligger en parkeringsplads. Parkeringspladsen er indhegnet. Parkeringsbåsene på parkeringspladsen er indrammede med hvid maling. Handicapparkeringsbåsene er indrammede med hvid maling og markeret med handicapskilte.
Det er en bred parkeringsplads. Når man går ind over den, får man den susende fornemmelse af åben plads; af flade og høj himmel. Men selv om den er stor, er der ingen biler. Der er ingen trillende indkøbsvogne. Ingen der handler. Ingen der pakker varer ned i bagagerummet. Men der er tre store børn på parkeringspladsen. Tre store børn som spiller fodbold, som sparker en fodbold rundt til hinanden på asfalten og mellem lygtepælene placeret som punkter i et koordinatsystem ud over pladsen. Bolden triller ind over alle afmærkninger, alle de indrammede parkeringsbåse, hen over handicapparkeringsskiltet, hen over afløbsristerne, hvor det hælder en smule nedad. De er glade, børnene, men det er ikke fordi de smiler eller siger noget. Jeg ved bare de er glade.
Bag ved parkeringspladsen ligger engene. Grønne, sænkede og langstrakte. Parkeringspladsen er et plateau der hæver sig op over engene, og derfra kan man se ud over de gyngende flader hvor spredte søer ligger som glatte, blanke sten; skaller trykket ned i sandet, guldknapper ned ad en mørk frakke. Og så åen, selvfølgelig, der pløjer ind igennem landskabet. Nærmere som en kanal end en å. Og mens jeg ser denne parkeringsplads for mig, går solen ned over engene.
– Ja, også her går solen ned, og det er også smukt her. Klart som vand. Klart som hudafskrabninger.