cykelsti.due.sarajevo – et digt af Mirian Due
cykelsti.due.sarajevo
– Det’ synd, siger drengen. Duen ligger og spjætter
på gaden. En mand løfter den op ved vingen
og holder den ud fra sig i strakt arm.
– Det’ synd, siger drengen
som manden holder i den anden hånd.
– Åh nej, siger en kvinde med et rødt og oppustet ansigt.
Hun har trukket sin cykel ind til siden og hulker tørt.
Fuglen klasker ned mod fortovet.
– Vi må knække nakken på den,
siger manden med drengen ved hånden.
Fuglen trækker stadig i den ene vinge som en due
jeg så engang i Sarajevo. En pige i sommerkjole
stod midt i en rede af fugle. Hun rakte hænderne ud
mens hendes mor tog billeder af hende. Fuglene
snublede over hendes fødder og kravlede hen
over hinanden for at få fat i de trillende brødkrummer
der var drysset ud på fliserne. Pigen strakte sin arm ud.
Yderst på den balancerede en due. Den slog med vingerne
og foldede den ene ud som en papirvifte.
Manden får godt tag i duen.
Han bruger en fod til at holde
og en hånd til at kværke.