Et digt af Jens Angelsgaard
Virker afspilleren ikke? Prøv at klikke på dette direkte link til lydfilen.
ENDNU EN FORFATTER MED HOLD I NAKKEN
A
Sande poeter sover med pen, blæk og papir under hovedpuden.
At være kunstner er som at være en påfugl med en alt for stor hale.
Ungfugle kendes på auraens smukke spraglede fjerdragt.
Og på en planløs utydelighed:
idet ethvert digt ønsker at blive som et staldtip med fregner.
Ordsnedkere udsmykker
et tværsnit af udsnit i træsnit:
sætter kulturen på vers.
Det er når ordene tager sig sammen, at ørene forivrer sig
og lytter efter magien i den porøse aske af almenhed,
der er tilbage af folkesagnenes tid.
Lyrikeres bestemmelse er, at kravle ind i ordet:
for derinde at arbejde sig fra det uudsigeliges periferi
langs følelsernes radius
og helt ind i forsvindingspunktet for menneskelig og medmenneskelig eksistens.
Dermed gøres den samme eller den modsatrettede bevægelse tilgængelig for dem,
der af en eller anden grund ønsker andre oplevelser
end fortravlede talebobler, replikskifte og hverdagsmimik.
B
Noget dunet omfavner poeterne nede i åndeverdenen.
Noget alfabetisk ordnet, der breder sig som en strømafbrydelse.
Det er drømmene, der samler honning på nervesystemets rapsmarker.
I morgendiset omkring markerne
kan man se skribenterne rejse sig
med retning imod enkelhed,
intentioner om nærvær
og et ufrivilligt farvel til forældede ord.
C
Deres hjerner er som parkeringshuse.