Et digt af Ernalise Royer
Virker afspilleren ikke? Prøv at klikke på dette direkte link til lydfilen.
Ildsprudende Drage
Du er som den ildsprudende drage, du er !
Du rødtoppede bløde blege mær
Som jeg elsker og tilbeder
Du støjende morsomme scenevrider
Som bragende brusende fremad rider
På stormens gnistrende meder
I mørkets mulm jeg dig pludselig finder
Rodende med små hvide knogler og spinder
Af edderens net dine ender
Oraklet du spørger og svar du får
Så grumme, af dem frem springer sår
på dine fine hænder
De blødende huller du nøje gransker
Dit liv i troldspejlet sig forvansker
Som vender nok en gang
Lutret af smerten, stærk og frodig
Vender du tilbage, altid modig
Som Verdens bedste sang
I Lyset nu jeg ser et Væsen
Et væsen som prutter mig i næsen
En fæl svovlstank fra Hel’ved
“Kom se digselv, du lille du”
Si’r du til mig og kommer i hu
At det jeg selv ved
Men borte og glemt er det jeg vidste
Du forsøger ud af mig, det at vriste
Og gi’r mig af pisken
Som helvedes små djævle, ud af mig du piner
Sandheden – du gi’r mig så jeg hviner
Du med din hvisken
Så danser vi i morgenrøden
Og kalder hinanden: “Ven i nøden”
Og det er kun halvt sandt
For glæden fryden vi osse kender
Og kærligheden vandt
Du fagre plastikkvindemaskine
Med små dyr udklædte på postkortne dine
Og pinke polynegle
Facaden er kunstig – syntetisk fremstillet
Men hjertet er ægte – det har du altid villet
Næsten uden af fejle
Uendeligt bliver vist dette digt
Hvis fuldt ud jeg dig skal beskrive og sligt
Er ganske umuligt
En Verdensåbenbaring det vist ku’ blive
Hvis tusind sider om dig jeg ku’ skrive
så jeg tager det lige roligt
Her slutter jeg nu på en halvkvædet vise.