Et digt af Kenneth Krabat
Virker afspilleren ikke? Prøv at klikke på dette direkte link til lydfilen.
foden, der stikker frem under tæppet, er en ganske almindelig fod. Fem tæer, den ene større end de fire andre, en smule tør hud på hælen og på bulen ved storetåen, pæne negle uden manicure, blot velplejede og blanke af klar lak. Det er en slank fod, høj bue på oversiden, stor bue underneden, kraftfuld. Sund og spændstig, som den synes, er det ikke svært at forestille sig, at tæerne ville kunne gribe om en blyant, der lå på gulvet, og holde godt fast i den. Men at den kan mere end dét, lader sig ikke uden videre ane; at den kan gribe en pensel mellem tæerne og styre strøgene på et lærrede eller et stykke papir, tykke pensler med mange hår til brede strøg, tynde, spidse pensler med få hår til præcise strøg. At billederne, den maler, tillige er smukke og fulde af varme, er derimod umuligt at forstå, al den stund foden er hæftet på en krop uden følelse.
varmen står inde mellem de lodrette rør som en science-fiction-portal til en anden verden, flimrende luft som for den, der er tilfreds med tingenes tilstand, blot er varmebølger, og rørene på den anden side blot omrids af rør sløret af stillestående luft, perfekt logik, der ikke føjer noget til verden, som vi kender den, intet tager fra verden, og unødvendig at efterprøve med et hoved eller en arm stukket derind.
jeg havde sådan en dag, hvor jeg ikke ville sige jeg. det blev hurtigt en udfordring at konstruere sætninger, der ikke blot udelod mit subjekt. om end det var tydeligt hvor mange af en dags udtalelser, der har rod i 1. person, og hvor meget det egentlig fordrer at komme omkring denne brug, uden at lyde opstyltet eller bruge ekstraordinær lang tid i konstruktionen af svar, redegørelser og forklaringer. de færreste bemærkede noget, syntes måske alt var en smule omstændeligt, men en sætning her og der kastet ind, som blot manglede 1. person, fik dem til at slappe af. han er nok bare lidt indadvendt i dag. helt normalt. men det er faktisk svært at indadtil være og udadtil fremstå ærlig uden 1. person, og efter en tid begyndte et tomrum at opstå i relationerne til de andre. ikke at de andres personligheder antog kraftigere form, eller tog over, fordi en manifesteret eksistens ikke mødte dem ved døren og som dem pakkede alt ind i jeg. snarere, at et stigende antal responser mellem os ophørte med at have betydning. og i løbet af dagen blev samvær med dem, der ikke lod sig skræmme, naturligt til metafor, så hele samtaler var som transiente billeder, i stigende grad utvungne og konklusionsløse, malet på luften mellem os. som Alt var vi smukke.
skærmen, der skiller os, er af bambus. konstrueret, hvor bambus gror, og samlet højt mod nord, rimparret utilsigtet.
en sådan regn er sådan en regn nogen har ventet på, mens andre sover igennem den, og andre igen nervøst frygter blir til gentagne dryp. det regner andre steder end hér. det regner altid andre steder. det regner aldrig nok eller for meget eller tilpas. det regner, når det regner. og det tordner, når det skal.
umiddelbart er ingen vej gennem livet synlig. det er sådan, det er at se.
en kimono bindes ikke. en kimono foldes omkring kroppen, venstre side over højre, begravelser undtaget, og sikres med en obi, som bindes på ryggen. en kimono er ikke en kimono. en kimono er en tilstand. ryggen er rank hos den, der kender sit værd.
a. Før der var sorg til, fandtes i Mellemverden en tilstand, som kaldtes atwe, hvor den efterlevende følte sig forbandet af den dødes afgang fra livet (ikke af den døde i sig selv) ved at måtte være bærer af et fragment af den dødes helhed, sa-atwe.
b. Kun samlingen af alle efterlevende bekendte af den døde, og den fælles skabelse af en træ- eller lerfigur i den dødes billede, som enhver gnubbede deres andel af den døde ind i, kunne lette byrden af atwe, den ufuldstændige sjæl.
c. Voksende besvær med at opspore enhver, der havde kendt afdøde, med sikkerhed som følge af migration, formodes at have transformeret atwe til det, verden af i dag forbinder med at bære sorg.
* NOTE: mere fokus på den migrationsforårsagede transformation til enkeltstående sorg, uddybet i sammenligning med genskabelsen af sa-atwe.
ingen fast bro at krydse. således er vi som fremmede for hinanden, tilfældige i vore udvisninger af omsorg og forståelse, uforudsigelige i vrede og irritation, frygtsomme og smerteligt ensomme i natlige møder oplyste af lyn.
denne trubadour rider ikke syngende og spillende ud fæstningsbyen på sit æsel, efterlader ikke den lille dreng til et ulykkeligt liv i udlængsel og en opvækst til soldat, der ender som syndebuk efter officerers fejlslåede oprør mod kongen: Torteret i de nederste kældre og siden sønderdelt og udstillet for borgerne som advarsel til enhver, der måtte få dén tanke, at frihed kan opnås ved at vælte det, som kaster den længste skygge! I stedet vokser drengen op trygt og uglamourøst i omgang med jævnaldrende drenge, og gør denne gang et studie af trubadourens optræden på byens pladser, begynder selv at jonglere, synge og spille på fløjte, og beslutter på alle måder at tage ved lære af manden, som ugens syv dage for sit publikum gennemspiller de samme rutiner med små, men jævnligt overraskende og vigtige forskelle: Glæden ved de enkle ting. At denne unge mand atter dør for sin konges lune, mens han spontant forsøger at seranadere nådigherrens yngste og yndigste datter på en markedsplads, er ganske uden betydning.
på en eksponentielkurve kan følelser aftegne sig og forudsiges, herunder seksuel ophidselse, kurven er netop eksponentiel, fordi hensigten er et klimaks, herunder udløsning, men også vrede og glæde kan rummes heri, fordi den netop beskriver en virkelighed. En zenmester vil bestræbe sig på at få kurven til at vende, før den bliver et bjerg. En andens frygt kan få den til at stige hastigere eller knække og stige, knække og stige, som en nybegynder i en bil med kobling. Glæde eller begejstring kan smitte og få kurven til at løfte sig op gennem taget og til himmelse på ingen tid. Kurven udtrykker et design, en funktionalitet, en måde at være menneske på. Den udtrykker kemi. Re-aktiv kemi. Kontrol og hengivelse er således den samme ting.
I de gamle dage i Japan, før imperiet lukkede sine døre, i tiden før englænderne, de hvide djævle, var en kop te produktet af en lang række hænder, hænder der rakte ned gennem generationerne, bad til guderne om en god høst, plukkede bladene, lagde dem til tørre, følte på dem med overdraget, indavlet sikkerhed, og skænkede vandet, med den helt rette temperatur for at frigive plantens livgivende sjæl i duft og i smag. Ingen afbrød en teceremoni. Ingen brugte mælk, eller sukker. Samtalen med te er samtale med verden.
På dette kort over verden er grænserne trukket op med sort og med rødt; rødt indikerer opponenter, folkefærd der ikke lader sig forstå, sort er venligtsindede med hvem vi deler kultur, nøje reguleret fra begge sider, selvfølgelig. Kortet er et gammelt kort. I dag bruger vi ikke farver.
“Sig farvel til den rare mand, Benjamin. Far vel – det betyder god rejse. I vil ikke mødes igen.” Bildøren lukker med lyden af dyrt design.
Honolulu… det er et sted i Asien, er det ikke? Verden vokser hele tiden, det er næsten ikke til at følge med længere.
Der er trang, og så er der tvang. To ord, så vidt forskellige i essens, og dog kun adskilt af to konsonanter. Man skulle tro, at de havde samme oprindelse, så tætte de er. Med hornet i bund zigzagger ambulancen gennem trafikken. Hun lægger hovedet på skrå, så han kan se hvor sløjfen snedigt er fastgjort i hendes krøllede hår; hun virrer med hovedet, så sløjfen digler og vifter til ham. Egentlig skulle han have renset negle. Verdener fødes og verdener dør hvert sekund. Selv en kejser er tilskuer til livet.