Apologi

Et digt af Rune Engelbreth Larsen

Apologi

Af Rune Engelbreth Larsen. Fra digtsamlingen Danmarks krans (2010)

Engang var rim n√łdvendige, og digte uden rim var ikke rigtig poesi,
men Rimtiden er svunden og forbi.
I dag digter vi Rumtiden, hvor indholdet er gr√¶nsel√łst, og formen ganske fri,
og dét har for så vidt min sympati.

De snærende og ensrettende regler passer dårligt ind i min filosofi,
jeg tror på kunstens gavn af mytteri;
på frihed til at trodse både tidsånd og epoker eller tro og kleresi,
jeg tror på poesiens kætteri.

Imidlertid er intet vel så ufrit som sonetternes rigide harmoni
og al deres konforme rimeri?
S√• hvorfor sp√¶ndes fast i denne sp√¶ndetr√łjes regelbundne krans af inerti,
en indskrænkende tvangsanatomi?

M√•ske fordi de regell√łse digte blev til reglen om et lyrisk anarki,
og rim og rytme nærmest blasfemi?
Måske fordi det frister den, der elsker megen umoderne digtnings liturgi,
at genbruge dens form og st√łberi?

M√•ske fordi novicen her m√• st√łtte sig til rim p√• poesiens sn√¶vre sti –
som stok eller n√łdvendig terapi?
Måske fordi begynderen har brug for formens fasthed mod en ivrig fantasi,
der let kan fare vild i entropi?

M√•ske fordi et frit valg af en h√¶mmende struktur kan ha’ befriende v√¶rdi
som brud på en amorf monotoni?
M√•ske fordi begr√¶nsningen af rammerne kan √łge ordets magt og melodi,
substansens og detaljens synergi?

Måske fordi der af og til er rim, der nærmest næres af naturens alkymi
og udl√łser en lyrisk energi?
M√•ske fordi sonetten f√łjer stemninger og indtryk til naturens galleri,
som g√łdning til et tegnsprogs gartneri?

Måske fordi de emner, der lå digteren på sinde, motiverer tyveri,
et lille drys af fortidens magi?
Måske fordi natur såvel som kærlighed befordrer et begejstret frieri,
der slog mig med sin smittende mani?

M√•ske det ogs√• er s√•dan, at kvinde√łjnes dyb med poesiens s√łer i
er knyttet til naturens digteri?
Måske er skovens kronhjort og det gyldne daggry mere end en guldalderkopi
og savner blot en ny tids eufori?

M√•ske det l√łb i pennen, som om sproget selv bestemte b√•de digt og strategi –
er dét, monstro, et gangbart alibi?
Måske jeg bare lider af en vis anakronistisk appetit og nostalgi,
forfalder til romantisk dr√łmmeri?

Måske et sammensurium af digterens bevidste valg og sprogets maskepi?
Det ligner vel en slags apologi?
En slags svar p√•, ¬Ľhvorfor¬ę og ¬Ľhvorfor ikke¬ę, sk√łnt jeg medgi’r, at en del er g√¶tteri;
for sidst, men ikke mindst – bare fordi.

http://www.polifilo.dk

2 Responses to Apologi

  1. Ernalise Royer skriver:

    Stormende bifald og endel√łst klapperi.

  2. Klavs B. skriver:

    Iorden Larsen !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *