Indtalende eller indtagende

 
Hvem gider at være på versefod, når man kan være på talefod?

af Bent Otto Hansen, forfatter og indlæser

Time efter time har jeg siddet og sagt alle mulige ting til mikrofonen foran mig. Jeg har elsket, dræbt, hvisket, smisket, truet, tryglet og råbt – men uanset hvad jeg kommer med, så reagerer den åndssvage lortemøgmikrofon ikke. Det er som at være på en date, hvor man taler alt for meget, og hvor datens manglende respons får een til at tro at man har syvdobbelt dårlig ånde. Jo mere man siger, desto mere synker modtageren ind i sig selv. Jeg er begyndt at hade mikrofonen for dens uimodståelighed og mangel på pli.

Der findes mindst tusind timer med min stemme, der gengiver en trykt tekst. Jeg har indtalt, indlæst, speaket, oplæst og højtlæst 132 romaner, men ingen digtsamlinger. Jo, jeg har indlæst mine egne fire digtsamlinger, men at få dem udgivet er lisså nemt som at få en vellykket date med drømmekvindernes drømmekvinde. En søndag i Århus hørte Jeff mig tale om at indlæse lydbøger. Han hørte både min “almindelige” talestemme, dog gennem Scene 2’s mikrofon, og forskellige uddrag fra udgivne lydbøger. Det fik ham til at spørge mig om jeg ville give nogle gode råd til dem, der vil lægge digte og stemmer på Forfatterstemmer.

Jeg har nu hørt på et par eksempler, og vil ikke sige noget om de etablerede gyldne guldpoeter. Jeg vil heller ikke sige noget til dem. Husk på, at jeg også selv er forfatter og selv lyriker. Men slet, slet ikke i den klasse, som de guldrandede. For nogle år siden blev jeg nægtet optagelse på en litteraturhjemmeside, der oplister digteres link. Administratoren mente at min henvendelse var ekstremt ubehagelig. Intet værk uden netværk. Nå, det var vist et egospring.  

Lyd, tekst og menneske

At læse et digt og høre et digt er to forskellige ting. Sålænge digtet står på nogle linjer, stillet op på den måde digteren har valgt, så har man som læser “fred og ro” til at betragte og fortolke. Man bestemmer selv tempoet og kan til enhver tid standse op, gå tilbage, og reflektere. Tilsætte kaffe. Tænde en smøg. Ringe til en ven midt i en strofe. At læse noget i en bog er der flere hundrede års erfaring med og i.

At lytte til en optagelse af en eller anden, der læser et eller andet op, er en helt anden sag. Hvad lytter man på? En radio? En Ipod? En bærbar? Hvilke andre lyde er der i det rum, lytteren er i? Er det med højttalere eller er det helt inde i hovedet på lytteren via bøffer eller små plugs?

Jeg vil påstå, at det første man tænker over, når man hører nogen læse noget op via elektronik, er hvem vedkommende er. Hvordan ser vedkommende ud? Og endnu mere (dog ubevidst) – hvorfor det lyder som det gør. Er der ikke noget baggrundssus? En brummende konstant undertone fra harddisken. Bilstøj. Tøjmuflen. Vejtrækning.

Lyrik er for mig i forvejen noget man ikke uden videre putter i munden. Ofte er sproget kogt ind til noget, der kun vanskeligt lader sig gengive mundtligt. Hvis lytteren kun har ørerne til at opfange og opfatte teksten, så skal stemmens indehaver tænke sig godt og grundigt om, inden man knipser eller klapper lydfilen åben. Som sagt vil jeg påstå, at lytteren vil bruge mindst 70 % af sin startenergi på at forestille sig den person som stemmen kommer fra.  

Du må og skal vælge

Som digter skal man vælge. Hvad er vigtigst? Teksten eller digteren. Hvis teksten er vigtigst, så gælder det for den talende om at holde nallerne for sig selv. Være meget tydelig og pæ-da-go-gisk. Fokusere på at lytteren i første hug skal opfatte hvad der står på de dér linjer. Lade som om man er speaker på en hovedbanegård, hvor der i forvejen er en kakofonisk larm. Vær selvudslettende.

Med mindre at teksten selv lægger op til noget sjov. At den ikke er een lang sommerfugledal med truende dræbersnegle. Hvis teksten er mundret og/eller udfordrende – så GI’ DEN GAS, FOR HELVEDE! Har man én gang hørt Jens Angelsgaards SUUUUUNSHIIIIIINE PIIIIIIIIILOT, så glemmer man den ikke lige med det første. Ikke at man husker en skid af teksten, men man husker ham. Jens med pilotprojektet. Personligt vil jeg gerne høre mere med ham. Om det er fra ham er ligegyldigt. Jeg vil bare gerne lytte til ham.

Altså. Du skal som indtalende digter vælge. Vil du være indtagende? Jeg tror det er en farlig ting, at digtere selv indtaler deres digte, med mindre at de ved helt præcist hvad de vil og hvad de gør. Derfor er mit råd at man som digter altid skal prøve at lade andre indtale det først. Som en lydprøve. Der må ikke være den symbiose mellem digter og tekst, med mindre den er valgt med vilje. Digtets ‘jeg’ skal ikke være digterens, med mindre digteren vil have det sådan, og vælger det med vilje.

Husk: en lytter tænker først og fremmest på stemmens person. Ubevidst, jovist…men alligevel.

Køkkentricket

Lyder det her indviklet? Så har jeg et lille køkkentrick. Man har altid kun én lytter. Tænk på det. Læs op, som om du sidder og læser for en god ven i dyb coma. Det lyder dybt godnat, men det virker mod hjerteløse mikrofoner. Jeg hader dem fanme. Var de ikke så pissedyre, ville jeg smadre dem. Allesammen.

Anyway. Der findes ingen rigtig måde at indtale, indlæse, oplæse på. Man skal bare være bevidst om at man gør det. Og jeg må være helt ærlig nu. Er det okay? Jeg elsker at man skal knipse før digtet begynder på Forfatterstemmer. For mig er det også små digte. Tænk på det digt man kunne mixe sammen: 75 knips fra 75 digteres hænder. Med små digitale sus før og efter, Sus fra Søllerød og Søby. That’s poetry for me. Guldtur. Stilhed med lyd på kan være noget så dejligt knipsk, i stedet for knibsk. I like.

www.bentottohansen.dk

Share

  10 Responses to “Indtalende eller indtagende”

  1. Tak for indlægget!

    Kloge betragtninger om mikrofoner som uimodståelige fjender, stemmer, lyttere og pilotprojeeeeekter.

    Vi glæder os til at høre mere fra din hånd (det ville faktisk være ekstremt u-ubehageligt:-))

    Mvh
    redaktionen

  2. Selv tak.

    Ak ja…enhver date med et digt er et pilotprojekt, for det er en ny flytype hver gang, og man blander altid besætningen i cockpittet for at de ikke skal blive for gode venner. 2. piloten skal kunne gå ind og sige til kaptajnen, at nu nærmer sumpen sig og næsen vender nedad.

    Jeg vil gerne præcisere noget: det er vigtigt at man som digter fjerner sig fra teksten, for at teste om den kan holde til andres øjne og liv. Derfor er det en meget nyttig (og ekstremt ubehagelig) prøvelse at få andre til at læse digtet – og læse det op.

    Ofte bliver jeg helt forvirret over hvordan andre læser min søde lille fantastiske tekst. Og nu har jeg lært, at så snart digtet er færdigt – så skal det omgående flytte hjemmefra. Det har ikke en skid at gøre med sit ophav, selvom der gemmer sog dybe sandheder i arvemassen.

    Digteren er én ting, teksten en anden. Og når så lortet skal læses højt…så har man endnu et afsenderproblem som skal overvejes.

    Men man KAN også vælge kamikazemetoden: PUBLISH AND BE DAMNED! = gør hvad som helst, og se hvad der sker. Det er faktisk en god åben måde at forholde sig til skrive- og/eller snakkekunst på.

    Gør noget – og hold øje (eller øre) med hvad der sker. Især det sidste er vigtigt.

  3. Forfatteren er død og begravet! Men er det ikke umuligt at undgå symbiosen mellem stemmen og teksten og mellem jeg og digt? En oplæsning er vel ikke bare en fjern, afkoblet stemme, der læser noget op uden involvering; oplæsningen er tekstens “krop” og derfor kan de to (tekst og stemme) ikke adskilles? Eller hur?

  4. Jo, selvfølgelig er det umuligt at adskille dem. Det er bare sundt for især førstegangsplaprere at øve sig i at se deres eget lille lyriske barn udefra. Det gælder også selvom digtet “bare” skal læses af andre. Måske er jeg lige lovlig dogmatisk, men værket lever sit eget liv så snart andre end forfatteren selv ser på det (eller hører det).

    Så kan man altid bagefter hygge sig med at lede efter sammenhæng mellem afsender og tekst, og man kan sagtens med vilje lade afsender og værk smelte totalt sammen…så skal der bare være en pointe i det, andet end den selvfølgelige.

    Mange tror f.eks. at Dan The Man holdt af hverdagen. Det gjorde hans digter-jeg i hvert fald. Men ifølge hans enke var han rent privat i konstant borgerkrig mod hverdagens normer.

    Forleden hørte jeg Mester SUT sige, at han havde skrevet mange digte med holdninger, der lå fjernt fra hans private – men fordi de passede så godt ind i digtet, så blev de stående i digtet, for det vigtigste er om digtet er godt, sagde han. Ikke om det nu tilfældigvis passer sammen med afsenderens personlige/private.

    Amen.

    PS. Jeg vil også lige tilføje, at det er noget helt særligt at læse op ‘live’ til et publikum, uanset om det er via mikrofon eller akustisk. Da træder helt nye spilleregler og hovsamuligheder i kraft. I den situation hersker kun én eneste ting: nu’et. Alle andre forhold og forbehold må bøje sig for den konge.

  5. Hørt! og amen:)

  6. PS. Man kan høre mig læse mine to første digtsamlinger (Blindforsøg, 2001 og Opløselige, 2006) via dette download: http://www.gratisupload.dk/download/32496/

  7. kunne ikke nære mig for at læse dig op, din humor er inspirerende. 😀

    Play Audio Comment

  8. tre let meningsforstyrrende fejl, men ingen mulighed for at klippe. Beklager. Jeg læser den ikke ind igen lige med det samme.

    Har det i øvrigt ikke sådan, at jeg forestiller mig hvordan oplæseren ser ud. Det interesserer mig ikke det fjerneste. Tværtimod er jeg dybt fokuseret på hans/hendes intonation og vejrtrækning – det fortæller mig tusinde ting om vedkommendes karakter, drømme, længsler, ambitioner, selvforståelse, selvtillid med videre. Deres ansigtstræk og fysiske fylde? Couldn’t care less.

  9. Hej Kenneth

    Wauw…hjerteligt tak for at du ville læse teksten op, højt, ind…meget velkomment. Og også tak for din kommentar om hvordan du reagerer på en stemme. Det forstår jeg 100 %. Måske gør jeg det samme uden at vide det, og først bagefter kommer tanken, som jeg nævner, om hvordan vedkommende ser ud.

    Men det som du nævner dér, er jo meget mere relevant for at kunne opleve teksten. Mere vigtigt.

    Glemmer aldrig dengang jeg så den gamle superoplæser fra Radioavisen, Ole Emil Risager. Han lignede en krydsning mellem noget fra rigsvåbnet og et veteranbilharmonikasammenstød. Men stemmen og sprogbehandlingen var som en nylakeret Oldsmobile 🙂

  10. Tak for en spændende debat og for de pæne ord.
    De varmer, når jeg ved et tilfælde logger på siden igen efter et halvt års fravær.

    Da min lyrik alene ligger på en foreløbig produktion på cirka 800 digte, så skulle det nok være muligt, at jeg oplæser mine egne tekster. Hvilket jeg iøvrigt også foretrækker.

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(required)

(required)