Sandkasser, skubber bjerge foran mig

 

Et digt af Iben Fog Staal.

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Virker afspilleren ikke? Prøv at klikke på dette direkte link til lydfilen.


SANDKASSER, SKUBBER BJERGE FORAN MIG

Usandsynlige skitser
spirer fra mit sinds lysegrønne
(eller er det lyserøde?)
eksukutivfunktionskamre

– måske udvikler jeg snart klove
af ren og skær stædighed; at kunne stå fast
er min største dyd
og skubbe bjerge foran mig mens jorden skurrer
kun mine fingerspidser berører flygtigt de
grove stenarter, der ikke som krystaller lyser, men
med al min magt erroderer landskabet og ligger det
øde som en sandkasse af kontrol
idealernes lige kanter og ensartede sandkorn
som var jeg bange for at få sten i skoen, nej,
jeg ignorerer noget sådan hårdt og uforligneligt som stens eksistens
der findes kun sand, foran mig
en ørken af ønsker som mine barnefødder kan
forblive barnefødder i,
forbandet være muligheden for hård hud
og blødende knæ

Share

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(required)

(required)