Det’ jazz

 

Det’ jazz – et digt af Martin Birkmand

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.


Det’ jazz

Hornet blæser stormende bølger i luften,

så bordbenet spændes.

Det’ Jazz.

Øllet skummer i mine øjne,

så tårer kribler på mine kinder.

Det’ Jazz.

Saxofonen rykker i mine muskler,

min bevidsthed suges overbord.

 

Det er aften.

Jeg griber fat i bordets skarpe kant,

jeg vil op på toppen at stå.

Det er højt.

Jeg vil op på toppen af livet,

jeg vil danse i klipper og sne.

Det er farligt.

Jeg danser på kanten mod afgrund,

lykken gør mig skæv og svimmel.

 

Det er nat.

En bølgende krop i det røde sand,

med smagen af sved og salt.

Det er sensuelt.

Hun siver igennem mine fingre,

triller ned på min nøgne hud.

Det er tørt.

Jeg kurrer ned i det bløde skød,

bliver vugget, indhyllet og varm.

 

Det er lummert.

Vi forenes tæt som en urskov,

vi slanger os i fugtige blade.

Det er grønt

Vi snor os om hinanden,

ånder, stønner og sveder.

Det er sødt.

Vi spiser af frugter som sukker,

vi drypper tykt som honning.

 

Det er blevet morgen.

Jeg går mod s-togsstationen,

utro mod byen, der er grå og privat.

Det er sølet.

Regnen sjasker tyndt på mennesker,

gør dem våde, så de lugter af hund.

Det er trist.

En mand ser på mig,

og gennem hans dryppende briller,

ser jeg et matteret spejlbillede af en vurdering,

der er altødelæggende for selv det smukkeste eventyr. /Det er slut.

Share

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(required)

(required)