Et digt af Jens Angelsgaard
Virker afspilleren ikke? Prøv at klikke på dette direkte link til lydfilen.
TUSMØRKETS TRONE
Dagens sidste nøgler drejes i låsene.
En smuk blå tåge trænger ind overalt.
Nattens opera er begyndt.
En kvinde sover med en sølvfjerdragt
og en sølvfjerhætte på.
Hun spreder sine flagermusvinger
ud som lærred
for nattens nordlys.
Lægge og fødder tager afsæt
i et vådt maleri.
Derpå svæver hun
selvmodsigende
ind igennem jordens indre
for at hænge sin nøgne og slappe hud
på en knage i kosmos.
Naboerne sejler
i fortrængt materiale
til lyden af en psykisk propel.
Genboerne hvisker i søvne,
som om de vandrer
i mægtige gemakker,
hvor antiloper og giraffer græsser.
Underboen
lytter til Stravinsky i sin drøm.
En hjemløs skikkelse sætter sig på tusmørkets trone.
Således fortsætter fortællingen
om landet indeni landet,
der hvor alt er muligt,
og lagnerne fungerer som sejl
på bevidsthedens både.