Digteren i vejr med sig selv

Som ved indledningen til enhver kurtiseren b√łr digteren lytte til hvad kroppen siger er rigtigt og forkert – s√• hans recitation ikke bliver pinefuld og lang, men forf√łrende, besn√¶rende, forl√łsende som k√¶rtegn og drilleri.

En digter kan have de mest formfuldendte hensigter p√• skrift, men en krop der ikke ved hvordan de smukke, komplicerede og formfuldendte s√¶tninger tr√¶kker vejret i skrive√łjeblikket, kan ikke kende dem i recitation. H√łjst blive bekendt med dem p√• samme m√•de som publikum: P√• afstand.

Digteren er ikke skuespiller. Recitativ form√•en for digteren udtrykkes ikke i graden af dramatisk scenetalent, men om han selv er klar over hvad hans krop er i stand til i forhold til teksten. Om han talte med sin krop, f√łr han fremf√łrte sin tekst. Om han talte med sin krop, mens han skrev.

Digteren er garant for det lydlige aspekt ved enhver tekst, for tekstens kontakt til kroppen. Og dermed for kontakten til modtagerens krop. Kontrakten mellem opl√¶sende og publikum er kontakten mellem elskende ‚Äď uden at m√¶rke sig selv, hvordan m√¶rke hinanden, og hvad er s√• forholdet? Uden at f√łlges ad, hvor g√•r vi s√• hen?

S√•, hvorfor reciterer digteren, som tydeligvis er uden kontakt til sin egen tekst som krop? M√•ske tror han, det er uden betydning om modtageren h√łrer eller selv l√¶ser, m√•ske f√łler hun sig presset til at reklamere, m√•ske tror de at kunne d√¶kke over usikkerhed med stamp i gulvet og store armbev√¶gelser ‚Äď √•rsagen er uden betydning. Men risikoen er, at digteren giver et lyttende publikum det indtryk, at hensigten er uinteressant. Og dermed, at digteren er uinteressant ‚Äď et menneske, det ikke er v√¶rd at besk√¶ftige sig med. Og findes nogle s√•dan?

En digter, der beslutter, at hun ikke √łnsker at fremf√łre sin tekst, kan spare sig selv for mange √¶rgrelser og nederlag, og os andre for megen t√•krummeri. Men sp√łrgsm√•let er da, om hun derved f√•r indblik i sine egne begr√¶nsninger ‚Äď som digter? Som menneske? Og om vi andre f√•r indblik?

Ikke for alle g√łr √łvelse mester, s√• digterens fokus b√łr v√¶re, ikke p√• om publikum ‚Äď det evigt tilstedev√¶rende publikum til ens eksistens ‚Äď reagerer med st√•ende ovation eller regn af tomater, men om han selv f√łlte kontakten til sin tekst. At han ikke bare mente noget, ligesom p√• papir. Kunne han m√¶rke om han var der, helt og fuldt ‚Äď eller var han blot endnu en digter adskilt fra sin tekst? Et menneske adskilt fra sig selv?

kenneth krabat 2007

2 Responses to Digteren i vejr med sig selv

  1. Kenneth Krabat skriver:

    Jeg fik lyst til at læse den op igen, i denne uklippelige situation, og ender med at kommentere en smule til sidst. Det får så stå til evig tid, at jeg lever i to virkeligheder Рtekstens ideal og den anden, hvor der skal kæmpes lidt mere.

  2. Kenneth Krabat skriver:

    Nå fuck det Рden smed min indtaling til Bloksbjerg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *