Digteren i vejr med sig selv

 

Som ved indledningen til enhver kurtiseren bør digteren lytte til hvad kroppen siger er rigtigt og forkert – så hans recitation ikke bliver pinefuld og lang, men forførende, besnærende, forløsende som kærtegn og drilleri.

En digter kan have de mest formfuldendte hensigter på skrift, men en krop der ikke ved hvordan de smukke, komplicerede og formfuldendte sætninger trækker vejret i skriveøjeblikket, kan ikke kende dem i recitation. Højst blive bekendt med dem på samme måde som publikum: På afstand.

Digteren er ikke skuespiller. Recitativ formåen for digteren udtrykkes ikke i graden af dramatisk scenetalent, men om han selv er klar over hvad hans krop er i stand til i forhold til teksten. Om han talte med sin krop, før han fremførte sin tekst. Om han talte med sin krop, mens han skrev.

Digteren er garant for det lydlige aspekt ved enhver tekst, for tekstens kontakt til kroppen. Og dermed for kontakten til modtagerens krop. Kontrakten mellem oplæsende og publikum er kontakten mellem elskende – uden at mærke sig selv, hvordan mærke hinanden, og hvad er så forholdet? Uden at følges ad, hvor går vi så hen?

Så, hvorfor reciterer digteren, som tydeligvis er uden kontakt til sin egen tekst som krop? Måske tror han, det er uden betydning om modtageren hører eller selv læser, måske føler hun sig presset til at reklamere, måske tror de at kunne dække over usikkerhed med stamp i gulvet og store armbevægelser – årsagen er uden betydning. Men risikoen er, at digteren giver et lyttende publikum det indtryk, at hensigten er uinteressant. Og dermed, at digteren er uinteressant – et menneske, det ikke er værd at beskæftige sig med. Og findes nogle sådan?

En digter, der beslutter, at hun ikke ønsker at fremføre sin tekst, kan spare sig selv for mange ærgrelser og nederlag, og os andre for megen tåkrummeri. Men spørgsmålet er da, om hun derved får indblik i sine egne begrænsninger – som digter? Som menneske? Og om vi andre får indblik?

Ikke for alle gør øvelse mester, så digterens fokus bør være, ikke på om publikum – det evigt tilstedeværende publikum til ens eksistens – reagerer med stående ovation eller regn af tomater, men om han selv følte kontakten til sin tekst. At han ikke bare mente noget, ligesom på papir. Kunne han mærke om han var der, helt og fuldt – eller var han blot endnu en digter adskilt fra sin tekst? Et menneske adskilt fra sig selv?

kenneth krabat 2007

Share

  2 Responses to “Digteren i vejr med sig selv”

  1. Jeg fik lyst til at læse den op igen, i denne uklippelige situation, og ender med at kommentere en smule til sidst. Det får så stå til evig tid, at jeg lever i to virkeligheder – tekstens ideal og den anden, hvor der skal kæmpes lidt mere.

  2. Nå fuck det – den smed min indtaling til Bloksbjerg.

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(required)

(required)