Den Japanske Forbindelse

Et digt af Kenneth Krabat


Virker afspilleren ikke? Pr√łv at klikke p√• dette direkte link til lydfilen.

foden, der stikker frem under t√¶ppet, er en ganske almindelig fod. Fem t√¶er, den ene st√łrre end de fire andre, en smule t√łr hud p√• h√¶len og p√• bulen ved storet√•en, p√¶ne negle uden manicure, blot velplejede og blanke af klar lak. Det er en slank fod, h√łj bue p√• oversiden, stor bue underneden, kraftfuld. Sund og sp√¶ndstig, som den synes, er det ikke sv√¶rt at forestille sig, at t√¶erne ville kunne gribe om en blyant, der l√• p√• gulvet, og holde godt fast i den. Men at den kan mere end d√©t, lader sig ikke uden videre ane; at den kan gribe en pensel mellem t√¶erne og styre str√łgene p√• et l√¶rrede eller et stykke papir, tykke pensler med mange h√•r til brede str√łg, tynde, spidse pensler med f√• h√•r til pr√¶cise str√łg. At billederne, den maler, tillige er smukke og fulde af varme, er derimod umuligt at forst√•, al den stund foden er h√¶ftet p√• en krop uden f√łlelse.

varmen st√•r inde mellem de lodrette r√łr som en science-fiction-portal til en anden verden, flimrende luft som for den, der er tilfreds med tingenes tilstand, blot er varmeb√łlger, og r√łrene p√• den anden side blot omrids af r√łr sl√łret af stillest√•ende luft, perfekt logik, der ikke f√łjer noget til verden, som vi kender den, intet tager fra verden, og un√łdvendig at efterpr√łve med et hoved eller en arm stukket derind.

jeg havde s√•dan en dag, hvor jeg ikke ville sige jeg. det blev hurtigt en udfordring at konstruere s√¶tninger, der ikke blot udelod mit subjekt. om end det var tydeligt hvor mange af en dags udtalelser, der har rod i 1. person, og hvor meget det egentlig fordrer at komme omkring denne brug, uden at lyde opstyltet eller bruge ekstraordin√¶r lang tid i konstruktionen af svar, redeg√łrelser og forklaringer. de f√¶rreste bem√¶rkede noget, syntes m√•ske alt var en smule omst√¶ndeligt, men en s√¶tning her og der kastet ind, som blot manglede 1. person, fik dem til at slappe af. han er nok bare lidt indadvendt i dag. helt normalt. men det er faktisk sv√¶rt at indadtil v√¶re og udadtil fremst√• √¶rlig uden 1. person, og efter en tid begyndte et tomrum at opst√• i relationerne til de andre. ikke at de andres personligheder antog kraftigere form, eller tog over, fordi en manifesteret eksistens ikke m√łdte dem ved d√łren og som dem pakkede alt ind i jeg. snarere, at et stigende antal responser mellem os oph√łrte med at have betydning. og i l√łbet af dagen blev samv√¶r med dem, der ikke lod sig skr√¶mme, naturligt til metafor, s√• hele samtaler var som transiente billeder, i stigende grad utvungne og konklusionsl√łse, malet p√• luften mellem os. som Alt var vi smukke.

sk√¶rmen, der skiller os, er af bambus. konstrueret, hvor bambus gror, og samlet h√łjt mod nord, rimparret utilsigtet.

en s√•dan regn er s√•dan en regn nogen har ventet p√•, mens andre sover igennem den, og andre igen nerv√łst frygter blir til gentagne dryp. det regner andre steder end h√©r. det regner altid andre steder. det regner aldrig nok eller for meget eller tilpas. det regner, n√•r det regner. og det tordner, n√•r det skal.

umiddelbart er ingen vej gennem livet synlig. det er sådan, det er at se.

en kimono bindes ikke. en kimono foldes omkring kroppen, venstre side over h√łjre, begravelser undtaget, og sikres med en obi, som bindes p√• ryggen. en kimono er ikke en kimono. en kimono er en tilstand. ryggen er rank hos den, der kender sit v√¶rd.

a. F√łr der var sorg til, fandtes i Mellemverden en tilstand, som kaldtes atwe, hvor den efterlevende f√łlte sig forbandet af den d√łdes afgang fra livet (ikke af den d√łde i sig selv) ved at m√•tte v√¶re b√¶rer af et fragment af den d√łdes helhed, sa-atwe.
b. Kun samlingen af alle efterlevende bekendte af den d√łde, og den f√¶lles skabelse af en tr√¶- eller lerfigur i den d√łdes billede, som enhver gnubbede deres andel af den d√łde ind i, kunne lette byrden af atwe, den ufuldst√¶ndige sj√¶l.
c. Voksende besv√¶r med at opspore enhver, der havde kendt afd√łde, med sikkerhed som f√łlge af migration, formodes at have transformeret atwe til det, verden af i dag forbinder med at b√¶re sorg.
* NOTE: mere fokus på den migrationsforårsagede transformation til enkeltstående sorg, uddybet i sammenligning med genskabelsen af sa-atwe.

ingen fast bro at krydse. s√•ledes er vi som fremmede for hinanden, tilf√¶ldige i vore udvisninger af omsorg og forst√•else, uforudsigelige i vrede og irritation, frygtsomme og smerteligt ensomme i natlige m√łder oplyste af lyn.

denne trubadour rider ikke syngende og spillende ud f√¶stningsbyen p√• sit √¶sel, efterlader ikke den lille dreng til et ulykkeligt liv i udl√¶ngsel og en opv√¶kst til soldat, der ender som syndebuk efter officerers fejlsl√•ede opr√łr mod kongen: Torteret i de nederste k√¶ldre og siden s√łnderdelt og udstillet for borgerne som advarsel til enhver, der m√•tte f√• d√©n tanke, at frihed kan opn√•s ved at v√¶lte det, som kaster den l√¶ngste skygge! I stedet vokser drengen op trygt og uglamour√łst i omgang med j√¶vnaldrende drenge, og g√łr denne gang et studie af trubadourens optr√¶den p√• byens pladser, begynder selv at jonglere, synge og spille p√• fl√łjte, og beslutter p√• alle m√•der at tage ved l√¶re af manden, som ugens syv dage for sit publikum gennemspiller de samme rutiner med sm√•, men j√¶vnligt overraskende og vigtige forskelle: Gl√¶den ved de enkle ting. At denne unge mand atter d√łr for sin konges lune, mens han spontant fors√łger at seranadere n√•digherrens yngste og yndigste datter p√• en markedsplads, er ganske uden betydning.

p√• en eksponentielkurve kan f√łlelser aftegne sig og forudsiges, herunder seksuel ophidselse, kurven er netop eksponentiel, fordi hensigten er et klimaks, herunder udl√łsning, men ogs√• vrede og gl√¶de kan rummes heri, fordi den netop beskriver en virkelighed. En zenmester vil bestr√¶be sig p√• at f√• kurven til at vende, f√łr den bliver et bjerg. En andens frygt kan f√• den til at stige hastigere eller kn√¶kke og stige, kn√¶kke og stige, som en nybegynder i en bil med kobling. Gl√¶de eller begejstring kan smitte og f√• kurven til at l√łfte sig op gennem taget og til himmelse p√• ingen tid. Kurven udtrykker et design, en funktionalitet, en m√•de at v√¶re menneske p√•. Den udtrykker kemi. Re-aktiv kemi. Kontrol og hengivelse er s√•ledes den samme ting.

I de gamle dage i Japan, f√łr imperiet lukkede sine d√łre, i tiden f√łr engl√¶nderne, de hvide dj√¶vle, var en kop te produktet af en lang r√¶kke h√¶nder, h√¶nder der rakte ned gennem generationerne, bad til guderne om en god h√łst, plukkede bladene, lagde dem til t√łrre, f√łlte p√• dem med overdraget, indavlet sikkerhed, og sk√¶nkede vandet, med den helt rette temperatur for at frigive plantens livgivende sj√¶l i duft og i smag. Ingen afbr√łd en teceremoni. Ingen brugte m√¶lk, eller sukker. Samtalen med te er samtale med verden.

P√• dette kort over verden er gr√¶nserne trukket op med sort og med r√łdt; r√łdt indikerer opponenter, folkef√¶rd der ikke lader sig forst√•, sort er venligtsindede med hvem vi deler kultur, n√łje reguleret fra begge sider, selvf√łlgelig. Kortet er et gammelt kort. I dag bruger vi ikke farver.

“Sig farvel til den rare mand, Benjamin. Far vel – det betyder god rejse. I vil ikke m√łdes igen.” Bild√łren lukker med lyden af dyrt design.

Honolulu… det er et sted i Asien, er det ikke? Verden vokser hele tiden, det er n√¶sten ikke til at f√łlge med l√¶ngere.

Der er trang, og s√• er der tvang. To ord, s√• vidt forskellige i essens, og dog kun adskilt af to konsonanter. Man skulle tro, at de havde samme oprindelse, s√• t√¶tte de er. Med hornet i bund zigzagger ambulancen gennem trafikken. Hun l√¶gger hovedet p√• skr√•, s√• han kan se hvor sl√łjfen snedigt er fastgjort i hendes kr√łllede h√•r; hun virrer med hovedet, s√• sl√łjfen digler og vifter til ham. Egentlig skulle han have renset negle. Verdener f√łdes og verdener d√łr hvert sekund. Selv en kejser er tilskuer til livet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *